Tænk lige over den service, du får udbudt – og returnér et tak!

23 December 2019
Anders Lundtang Hansen
Tænk lige over den service, du får udbudt - og returnér et tak!

Tænk specielt på højtider såsom jul, Black Friday, Halloween med videre, hvor mange mennesker arbejder med kunder og service til dagligt.

Du ved, de stakkels mennesker, som skal møde ind før tid for at åbne en butik, cykler i silende regn for at stå parat med at åbne butikken til tide, så kæden eller butikken i sig selv ikke får en klage.

I højtiderne skal der så næsten konstant løbes frem og tilbage, langes varer over disken, tages imod returvarer, svare på spørgsmål, gøre status på lager, modtager forsendelser, sende andre ud, OG det skal de alt sammen gøre med et overskud og et smil til DIG som kunde.

Men du tager nok ofte den slags for givet.

For du ser dem som mekaniske dukker, der er til for at servicere dig og dine behov, som var der ikke andre mennesker i verden; og ve den servicemedarbejder, der skulle komme til at lave en lille fejl eller informere forkert, så du ikke får tingene, som du ønsker det – for kunden har altid ret, og du har lagt mange penge i den her butik i mange år.

Du skriver måske ligefrem en dårlig anmeldelse af butikken, og du kan huske navnet på medarbejderen, som du sviner til i halve opdigtede historier, hvor du står som offer, og medarbejderen tydeligvis var ude efter dig.

Butikken siger undskyld, du får refunderet pengene, og medarbejderen får skældud.

Tænk sig, hvis folk behandlede sig sådan på dit arbejde?

Og skulle de mennesker bliver skiftet ud med robotter, så ville du jo også bare brokke dig over det – der er næsten ingen måde at gøre dig tilfreds på.

Husk lige på de ting, næste gang du bliver serviceret af en kassemedarbejder eller lignende, at de også er mennesker og fortjener et smil med på vejen for det arbejde, de udfører for dig til en alt for lav løn.