Lækre gammeldags kanelsnegle

Mange danskere kan godt lide at tage et smut forbi bageren lørdag eller søndag morgen og købe lækkert morgenbrød og lidt sødt med hjem. Det er især rundstykker, franskbrød og boller, der bliver langet over disken, men wienerbrød og kage bliver der også solgt godt af. Især kanelsneglen er populær i weekenden. Der er både den lille fedtede kanelsnegl, som er lavet af wienerbrød og som ofte har en klat glasur i midten – og så er der den bløde, svampede kanelsnegl, som er lavet af gærdej, der er smurt med remonce, rullet sammen og skåret ud. Sidstnævnte har en plads i de fleste danskeres hjerte, og det er med god grund. Den himmelske blanding af sødmefuld og aromatisk kanel og den robuste dej er udsøgt og kan gøre enhver morgen eller eftermiddag lidt bedre.
På hjemmefronten er det også blevet populært at bage kanelsnegle. De er nemme at lave og kræver ikke mange ingredienser. Alligevel er de langt mere spændende end en tør chokoladekage i en bradepande eller en købekage fra tanken.
Perfekte at dele ud af
Skal man have kage med på arbejde, eller skal børnene dele kage ud i skolen eller børnehaven, så er kanelsnegle et helt oplagt valg. De er nemme at dele ud af, fordi man ikke behøver at skære og tælle om der nu bliver nok til alle – kanelsnegle er allerede i portioner, og man vælger helt selv hvor store eller små de skal være. Skal man lave mange kan man blot strække dejen lidt længere, ved at rulle den tyndere ud.
Kanelsnegle kan også sagtens laves på forhånd og fryses ned. Tag dem eventuelt ud af ovnen et par minutter før de er færdige og frys dem ned med det samme – så er de klar til at blive bagt færdige i ovnen når som helst.